Den sidste uge i Colombia

Ugen ved det karibiske hav gik hurtigt,lidt for hurtigt… vi var afsted i 7 dage og havde 3 forestillinger med Bibbi og Bob og 2 dage med Jazz workshop. Det var dejligt at være i nye omgivelser men samtidig med vante mennesker. Vi boede hos Elkin’s familie, som har to huse ved side af hinanden. Der bor hans mor, søster, nevø, niece og en kusiner. Hans mor Maria laver meget mad gennem sådan en dag, der var altid disket op med morgenmad, middagsmad, juice og brød eller aftensmad, og vi fik prøvet flere forskellige arepas på denne uge!! Helene er derfor mere optimistisk omkring arepas end tidligere. Anden forstilling var i et indkøbscenter i Santa marta, Elkin måtte råbe sig gennem forestilling for at publikum havde en chance for at høre historien og Mette’s knæ gik endnu engang af led men kom hurtigt på plads og Bibbi dansede lystigt videre. Bob kom også galt afsted med storetåen men kæmpede bragt videre.

Søndag var der president valg i Colombia, og det var desværre ikke vores yndlingskandidat Mockus som løb med sejren, men en fyr ved navn Santos. Vi rejste tidligt til Riohacha, hvor vi checkede ind på vores sædvanlige hotel ”Castillo del Mar”! Aftalen var at Gady fra Danza experimental betalte rejsen, hotel og diæter mens vi var i Riohacha og vi lavede to dages jazz workshop. Eftermiddagen blev brugt i endnu et storcenter med den sidste Bibbi og Bob forestilling med hele gruppen denne gang. Vi manglede dog vores lydtekniker, hvilket resulterede i nogle lidt skøre overgange, vi ramte aldrig helt plet. Mange af vores ”elever” fra Riohacha var mødt op og det var dejigt at have så mange venner der! Efter forestillingen var vi alle lidt skuffede, for det første fordi vi ikke lavede workshop med børnene og for det andet nok fordi det var den sidste forestilling.

Mandag, tirsdag gik med at købe smukke farverige tasker, se flamingoer og lave jazz workshop. Det var skønt at få lov at undervise en god gruppe, som har lyst til at lære meget og er super disiplinerede! Så vi fik også svedt lidt meget efter 2 timers vrikken med hofterne i 40 graders varme og det kunne også mærkes på musklerne næste dag.

Vi nåede lige endnu en tur på stranden i Taganga, for at kunne vise vores bikinimærker frem når vi kommer hjem og fejrede Andy’s fødselsdag. Vi var ude og spise om aftenen og fik pakket alt vores gejl sammen. Elkin fulgte os til lufthavnen. Det var mærkeligt at skulle sige farvel, 3 måneder sammen hver dag er lang tid, og det har fungeret rigtig godt, og vi har været et godt hold . Det føles mærkelig ikke at vide hvornår vi skal ses eller lave Bibbi og Bob sammen igen. Jeg tror dog at vi alle har lyst til at fortsætte arbejdet og venskabet vil altid være der.

Flyet var 2 timer forsinket og vi ankom til Mariana lejlighed kl. 2 om natten. Den følgende dag stod på forestilling med konsulatet på en messe som hedder ” Bogota Internacional Espectaculo” kl. 11 for fyldt hus og derefter 50 ærinder rundt i byen. Dokumentaren ” Behind the project Bibbi and Bob” som Imagen en movimiento har lavet er blevet super god og de andre to dokumentarer som helene har arbedet med er nu også færdige, så i kan vente jer masse af dokumentar og videoer!!

I dag er så afskedsdagen med Bogota, Colombia og projektet for denne gang. Vi har endnu en forestilling ( det stopper aldrig) samme sted som i går. Det bliver dejligt at danse til det sidste! I aften flyver vi til madrid kl. 21.35 og ankommer kl. 12.05 . Vi skal overnatte hos Andres og planen er lige at tage en fridag i det spanske med tapas og fiesta. Søndag vender vi næsen hjemaf mod det danske og ankommer i kastrup lufthavn kl. 16.05. Vi ses om lidt!!

Gira por la costa

Vi er røde, vi er hvide… I bogstavelig forstand. VM raser også i sydamerika og de ivrige står op tidlig morgen for at se fodbold live kl. 6. Vi støtter lanndholdets ved at vise danmark’s farver frem i gaderne i santa marta, eftersom vi har erhvervet hos en forbrænding da vi tog på stranden den første dag. Det er os dog meget uforståeligt, da vi benyttede solcreme, kasketter osv, men vi må nok erfare at vi bare er hvide mennesker som skal passe på solens stråler.

Santa Marta føles som noget vi kender, de sælger stadig STORE friskpressede juicer til 6 kr stk, kaos i teatret og tiden står bare mere stille på grund af den enorme varme.

Vi havde vores første forestilling i teatret i går kl. 10.00. Vi havde inviteret mange forskellige personer, men som det jo tit er, kom der langt færre end dem som havde sagt de ville komme. Så vi lavede forestilling for 10 personer, flest venner fra Santa Marta som vi kender fra sidste års festival del teatro. Vi har skiftet vores ”superwoman” tekniker Angela ud med en indfødt Tangagera * ”supermand” tekniker som hedder Andy. Det er en af Elkins venner fra teater som er god til det med musikken, så det passer os fint. Eftermiddagen brugte vi i ” Cafe del Parque” med vores laptops, Helene blev næsten færdig med vores dokumentar til Periferia, og vi fik ordret andre småting og sendt nogle mails.

*Andy er født og opvokset i byen Taganga, som ligger 5 km fra Santa Marta. Det er en lille fiskerby som nu er ved at transformere sig til en turist by. Det oprindelige folk er indianer som levede af at fiske. Andy ligner faktisk en af de unge krigere i Pocahontas, med hans lange mørke hår, grønne øjne og gode væsen. Vi købte fisk på standen, Mojarras som vi lavede med patacones (grønne bananer) i deres ”åbne” køkken. De bor 4 pers, 2 forædre og 2 voksne børn. i et hus på 20 m2 i Tagangas bebyggelse for Tagangeras, hvilket er meget anderledes end standpromenaden de lige har sat i stand.

Tirsdag d. 15/6 2010

Tirsdag var en super loco dag, vi havde fyldt vores program ud, det føltes som alle 24 timer.

Vi startede med en forstiling på Colegio de la Universidad Libre for børnehaveklassen, meningen var at vi ville filme sidste dag til vores dokumentar, men kamera manden mødte aldrig op, så interviews blev rykket til fredag d. 18/6. Vi kom midt i frikvarteret, hvor børnene fra 2 klasse, sidste uges forestilling, legede. De opdagede hurtigt at Bibbi og Bob var kommet igen, selvom vi ikke havde kostumer på og kom hurtigt hen og sagde ”Hola Bibbi, Hola Bob” og dansede det vi havde lært dem. SKØNT, intet mindre. Forestillingen gik godt og det var dejligt at være et sted som vi kendte og hvor de vidste havd vi havde brug for.

Derefter gik turen til Ricaurte for at hente vores nye visitkort, det var dog en skuffende oplevelse, da de havde vendt billedet forkert på den ene side og printet den gamle version. Så efter at have forklaret dem endnu engang hvad vi ville have og vigtigheden af det, håber vi på at vi kan komme få dem inden vi drager hjem. En time senere var vi på vej til næste og sidste forestilling i Bogota, det var med en organisation i La Candalaria, et socialt værested med mange meget forskellige børn. Gruppen var svært at arbejde med, de kunne godt lide forstilling men havde svært ved at koncentrere sig om dansen. Det virkede som om at de skulle overvinde sig selv for at deltage, vælge at vise deres villighed til at lære noget nyt, og derved træde udenfor gruppen og den norm de havde. Det virkede som om at det var mere normalt at vise sin uvillighed og ligegyldighed, måske fordi de ikke er vant til at få opmærksomhed og hvis de får det, er det negativt. Så lige når man står i det, synes man bare de er lidt besværlige og uopdragne, og vi blev nød til at skære ned i workshoppen for at kunne komme igennem programmet med dem.

Vi skyndte os hjem, lavede de sidste interviews til dokumentaren og løb ned for at printe billetter til flyet, boger og pakke inden vi skulle overgive lejligheden.

Vi tog afsted til mod lufthavnen kl.6.45 med trafikkaos og ferietid i lufthavnen og så afsted mod Santa marta, varmen, solen og dans for børn i nye omgivelser.

Bogota, d. 09.06.2010

Vi har haft forestilling på Colegio de Universidad Libre, som havde bestilt en forestilling og tre workshops til hele 1. klasses årgangen. Skolen tog godt imod os, og hele besøget forløb meget professionelt. Vi havde to møder med skolelederen, som går meget ind for kunst i skolen, og var meget interesseret i at få os tilbage. Han har også studeret i Danmark og husker tilbage på det som en god tid, hvilket kun kommer os til gode, som de eksemplariske danskere vi er. Derfor har vi allerede nu lavet en aftale med at vi kommer igen på tirsdag og optræde for børnehaven! Han snakkede også om, at der kunne være muligheder for at få os tilbage på et senere tidspunkt, i et semester, for at lave et større projekt for børn og studerende. Han virkede som en mand man kan stole på, og som gennemfører hvad han sætter i gang, så nu må vi se om hans ideer kan blive til noget.

Folk er også begyndt at skrive til os, og bede om forestillinger. Det er jo super dejligt at man kan se at vores velgørenheds dans bærer frugt, men vi har desværre allerede booket kalenderen og flyet hjem. Så det bliver næste gang! Vi havde forestilling på Rafael Pombo igen. Børnene kom fra en nærliggende skole, og var både interesserede, disiplinerede og skønne at arbejde med. . Søndag og tirsdag havde vi forstilling på Museo Nacional. Vi havde arrangeret forestillingen for en gruppe af mødre, som hjemmeskoler deres børn. Da det kom til stykket, var der dog ingen af disse familier, som dukkede op, hvilket var en stor skuffelse! Til alt held kom der en gruppe børn fra et bibliotek, som tilfældigvis var på besøg på museet. Det endte med at være en super forestilling og workshop med sjove børn og super interesserede voksne, som var vilde med dans. En af dem skrev endda en mail, og efterspurgte flere klasser med dans og dansk timer for at han bedre kunne snakke med os, da han synes vi var så seje. Om tirsdagen var der ikke megetmere held med organisationen. Vi havde inviteret Børn fra Røde kors som pga af krigen i Colombia er flygninge fra deres territorie. De kom ikke, men i stedet en gruppe fra CentroAmar og en mor med hendes 6 børn. Til forestillingerne på Museo Nacional fik vi taget smukke billeder af vores venner Fabian og Nelson. Nelson har lagt et udsnit op på hans hjemmeside som vi synes i skal se: http://nelsonsolano23.com/mette/mette.html

Lørdag var vi endelig ude og danse lidt salsa på en skøn lille cubansk bar. Helene blev ramt af diarre lørdag aften, og søndag, efter at have spist brunch med Pablo, var Mette så med på diarrevognen. Vi fik vidst taget mere med hjem fra Amazonas, end bare et par myggestik. Nu har vi endelig slugt et par piller, og maverne er ved at være lidt roligere.

Mandag havde vi den sidste forestilling med Asociacion Periferia, det blev organiseret på et "pigehjem" hvor der bor børn og studerende i alle aldre, fordi at forældrende ikke kan tage sig af dem til dagligt. Det bliver ledet af nonner og derfor er der kun piger. Gruppen var på ca. 20 piger fra 5-16 år og meget svære at arbejde med. Det virker som om at de har lukket ned for deres følelser ved ikke at beskæftige sig med kroppen. De var meget forsigtige og synes nærmest at helene og jeg var fjollede fordi vi bare dansede. Til slut blødte de dog op og fik paraderne lidt ned. Det interessante var at 3 af pigerne havde været til forestillingen på museo nacional og man kunne virkelig se en forskel på den måde de deltog i dansen og opgaverne de blev stillet over for.

I dag har vi fået WI-FI, efter kun at have ventet 2 måneder på en tekniker - første gode del. Vi har fået forlænget vores visa, så vi kan opholde os legalt i landet - anden gode del. Og Fastlagt program for den sidste tid vi er i Colombia. Der er blevet købt billetter til Santa marta, Elkins hjemby hvor vi skal op og danse og nyde lidt af de 40 grader og det karibiske hav. Med dette billede vil jeg slutte dagens blog, håber i har det så dejligt i DK.

Bogota, d.02.06.2010

Vi er kommet tilbage til Bogota, den myggefri by, hvilket er en befrigelse. Men trods myggene mindes vi Amazonas med et smil og et varmt hjerte. I går var vi på skadestuen, for at få hjælp til at komme af med nogle uvelkomne smådyr, som har invaderet vores hjem, seng, tøj og os. Vi fik en sprøjte med noget afslappende og anti klø-middel, to creme og nogle piller som hjælper os til at sove uden at klø. Hele huset blev gjort rent og sprøjtet med masser af insektdræber, alt vores tøj, sengetøj og topmadres er sendt til vask. Så nu er her rent…

Vi er i fuld gang med at arrangere flere forestillinger, og reklamere for de to vi har på museo National på lørdag og tirsdag. Elkin fik sået nogle frø i Santa Marta, og vi har kontaktet vores venner i La Guijara, så nu håber vi, at det lykkes og komme ud til kysten med for at danse med endnu flere børn.

I dag har vi været til ballet, det var skønt at træne og mærke balletmusklerne igen.

Amazonas, Nazareth d. 28-31. Maj 2010

Vi har været på en helt utrolig 4 dages tur til Amazonas. Det er let at forstå at Amazonas er en af verdens 7 vidunderer. Både menneskene og naturen kvalifisere sig til denne titel.

Vi blev modtaget med åbne arme af indbyggerne i den lille indianer by, Nazareth, 2 timer op af Amazonfloden, fra Letizia. Vores besøg må helt sikkert regnes som en succes, for både børn og voksne var ivrige efter at vide, hvornår vi kommer og danser igen.

Få af de mindste børn var bange for de blåøjede, hvide mennesker, men de fleste stod på tær for at få lov til at se nærmere på os. Der var så mange børn, at vi endte med at lave tre forestillinger og workshops, i stedet for én. Børnene var åbne, intelligente, kreative, nysgerrige, lærenemme og helt fantastiske at arbejde med. Det var virkelig en af de bedste oplevelser vi har haft ind til videre. Børnene var så legesyge og åbne for nye indtryk, at vi ofte så dem øve sig på det vi havde lært dem, både på tur i kanoen, i hemmelighed og lige for næsen af os foran vores hus.

I Nazareth bor der 800 prs, og hver familie har mellem 2 og 6 børn. Det er mange børn! Vi boede hos en venlig mand og hans skønne søn, hans søster og hendes familie, i et overraskende stort hus med 2 værelser og en åben stue ud til naturen. Husene i Nazareth er fint bygget af træ, uden mange møbler (ingen), men med hængekøjer.

Vi tog på tur med to familier, rundt på floden og i junglen, for at opleve naturen, dyrerne og det oprindelige folks, Tikuna, skikke. Vi sejlede på floderne, vandrede i skovene, så mange dyr og spiste traditionel Tikuna-mad, lavet i palmeblade over bålet. Deres mad består af ris, platano, juca og fisk (piratfisk og mange andre), hvis der bliver fanget nogen. Det var lækkert og vi lærte meget om hvordan de lever.

Tikunaerne har fundet en fin balance mellem det civiliserede og det traditionelle liv. De går ikke nøgne rundt, laver woodoo og røgringe som signal mellem stammerne, men ser derimod helt ”almindelige” ud, har mobiltelefoner og cowboybukser. Selvom størstedelen nu stammen er katolikker, lægger de stor vægt på at bevare troen på det spirituelle, shaman, traditionelle ceremonier og eget sprog.

Colombia havde 1. del af valgrunden til præsidentvalget denne weekend, hvilket var grunden til at vi ville lidt væk fra Bogota og valgreset. Tikunaerne havde også planlagt at stemme, og størstedelen af dem på Mokus. Vi hørte senere, at de omkring 200 prs. som var sejlet 2,5 time i overfyldte både for at stemme i Letizia, ikke blev lukket. Politiet frygtede at de ville stemme på den ”forkerte”. Længe lege demokrati!!

Amazonas, Nazareth d. 27. Maj 2010

Gennem styrtende regn ankom vi i vores lille båd med indianerbørn pakket ind i plastikposer. Vi havde lige været et smut forbi Peru for at købe benzin, da det er 3 kr billigere for et gallon end i Colombia. Vale la pena! – og så var vi på vej på den store Amazonflod gennem REGNskoven. Vi mødte Luis (en lære fra Nazareth) i lufthavnen og fulgtes med ham. Blev også allerede inviteret til en anden by længere oppe af Amazonafloden for at danse med børn. I Letizia mødte vi Juvencio, som er ham vi bor hos. Vi fik hurtigt hængt hængekøjer med tilsvarende myggenet op og smurt os ind i diverse remedier mod de små kryb, som skulle vise sig at blive en størrer udfordring end vi havde forestillet os.

Alle dem vi har mødt fra stammen er åbne og glade mennesker. Vi føler os virkelig godt tilpas her. Nogle børn er lige kommet forbi huset med en baby krokodille det er sikkert morgenmaden! Vi skal arbejde med en gruppe børn/unge på 10-14 år og senere med den mindre børn, når de har fri fra skole.

Bogota, d.15-20.05.2010

Så kommer et af de længere indslag.

Lørdag havde Bibbi, Bob og Elkin forestilling på universitetet la Javeriana. Det var for en gruppe børn i alderen 5-6 år. Der var ikke så mange, kun ca 12 stk. Forestillingen startede godt ud, men efter de første 2 dansetrin gik Bibbis knæ af led, og vi måtte sætte det på plads, før vi kunne flytte hende ind i et rum ved siden af. Bob og Elkin tog i stedet børnene med på en rejse ind i dansens verden, hvor de fandt både sommerfugle og levende træer.

Vi var ude og spise frokost med Roy, som under den lækre kinesiske middag fik en god diskusion om colombiansk politik med Elkin.

Bob og Elkin fik i løbet af lørdag aften ændret fortællingen, så den søndag kunne gennemføres uden Bibbi. Forestillingen søndag var i samarbejde med asosiacion periferia. Vi transporterede hele “Danza para niños” gruppen til en lille by kaldt Sibate, 1 time uden for Bogota. Centeret hvor vi oprtådte var som en fin 4-længet gård i mexikansk stil, med en smuk blomsterhave og springvand i midten. Selvom Bob briller gik i stykker under forestillingen, og var anledning i flere latterudbrud fra Bibbi på sidelinjen, var både børnene og “Danza para niños” gruppen tilfredse.

Mandag blev indledt med amerikanske pandekager og fantastisk frugtsalat. Det var både helligdag og Elkins fødselsdag. Vi tog på et kunstloppemarkede i det nordlige Bogota. Det var super fint at gå rundt og opleve de mange forskellige kunstnere vise deres kunstværker frem. Elkin valgte en fødselsdagskage, med chokolade, chokolade og chokolade overtræk. Utroligt at man kan blive så mæt af et lille stykke kage. Om aftenen var det for en gang skyld Elkin, som bestemte hvad vi skulle se i biografen, valget faldt, ikke overraskende, på “Titans” - hvilket skuffede Helene i den grad, da Mads Mikkelsen dukkede op med en spansk stemme... Helt forkert! Men på trods af den skuffende start var det nu en helt okay film, og en dejlig dag sluttede med højt humør.

Tirsdag var “El dia internacional de los museos”, og “Danza para niños”, denne gang fuldtallig igen, flyttede ind på Museo del Oro, hvor vi sammen med en gruppe indianer sørgede for underholdning om formiddagen. Det var spændende at se traditionel stammedans, med deres farvestrålende kostumer og perlekranse. Blandt de mange tilskuere var en skoleklasse, et center for udsatte børn, museets almindelige besøgende og fem journalister med hver deres videokamera. Bibbi og Bob blev modtaget af glade børn og spændte voksne. Børnene skruede bare op for charmen da workshoppen startede, og pædagogerne kunne næsten ikke få børnene med hjem igen da den var forbi. Det var en meget positiv og givende oplevelse!

Vi tager del i en workshop i release/cunningham med en engelsk koreograf. Så vi har endelig haft et par timer hvor vi kun skulle tænke på at være til stede i dansen, uden at tage stilling til om nogle trin ville være bedere hvis de blev ændret, bare en smule. Bare danse, nyde at danse som læren dikterede. Det er virkelig fantastisk at tage klasser igen!!

To gode ting er kommet i hus idag. Først havde vi møde med det danske konsulat, som har hyret os til en forestilling til ære for H. C. Andersen d. 24./25. Juni. Det bliver sjovt og udfordrende at, skulle representere Danmark. Den anden gode nyhed er, at vi har fået kontakt til den tysk/colombianske organisation “Horisonte”. De har hjulpet os med at arrangere en tur til Amazonas, hvor vi er blevet inviteret til at bo hos en indianerstamme langt ude i junglen. Ikke nok med at vi skal bo der, vi har fået tilladelse til at arbejde med dem, observere dem, leve med dem, filme dem og tage dem med ind i Bibbi og Bob’s verden. Vi tager “Danza para niños” med ud i junglen og fortsætter arbejdet med børn af indianerstammen Tikuna. Det bliver en fantastisk oplevelse, og på mandag har skal vi igen mødes med Horisonte og snakke om de praktiske detaljer ved rejsen. Vi har allerede købt billige flybilletter og skal være væk fra d.27-31. Maj.

Imorgen prøver jeg igen lykke til yoga, som indtil videre har været aflyst 4 ud af 5 gange. 6. gang er lykkens gang!

Bogota, d.13.05.2010

Denne uge har vi haft den sværeste opgave indtil videre. Vi var på besøg på en skole i en del af Bogota som hedder Usme, det tager ca en time at komme derud derfra hvor vi bor, så det føles lidt som om man er i en anden by. Vi lavede forstilling for 80 børn mellem 8-12 år hvilket forløb normalt med stor indlevelse fra børnene og koncentration. Da vi begyndte på workshoppen var der lige pludselig 60 børn og ikke 40 som vi havde sat som maksimum. Men vi gik i gang med stort mod, men måtte efter få min erfare at det var en svær gruppe. 70 % var drenge og 30 % af alle de deltagende børn havde ikke lyst til at være der. De var meget volsomme og sloges meget uanset hvilke lege og bevægelse vi foreslog. Det endte med at vi fik sent nogle af børnene afsted med en lærer og blev tilbage med 37 børn som stadig havde svært ved at koncentrere sig.

Da vi bagefter hørte at det var børn som havde været ude af skolen i et stykke tid, for at arbejde, passe famlie etc, var det mere forståeligt hvorfor de ikke kunne koncentrere sig, arbejde i en gruppe eller individuelt. Vi var alle fire færdige og følte at det var gået dårligt, men lærerne roste os for vores arbejde og den koncentration som børnene havde udvist. Så det må være svært at være lærer der til dagligt.

I dag prøvede vi for tredje og sidste gang at lave forestilling for ”Ponte en mi Lugar”. Og….DET GIK GODT… der var rent faktisk børn tilstede, 37 deltog i workshoppen og der var flere af de ældre som kiggede på. De hyggede sig meget med dansen og historien. Der var to elever fra universitetet ”Los Andes” som var og interviewe os inden om hvilken forskel dans og teater gør for børn i La Candalaria.

Vi har også lige købt os 3 flybilletter i dag, to til AMAZONAS, som vi har tænkt os at bruge d. 27 -31 maj. Vi er ved at snakke med en organisation som arbejder med nogle indianer stammer om vi evt kan få lov at bo hos dem og dele dans, så vi laver noget for dem og de laver noget for os. Det kunne bare være mega spændende, men det skal vi nok skrive mere om. Den tredje flybillet er til Elkin samme weekend, så han kan komme hjem og besøge sin familie og stemme i den weekend.

Bogota, d.06.05.2010

Bibbi og Bobs søvnløse nat

Da solen stod op præcis kl. seks, for det gør den i de varme lande omkring ækvator, og Bibbi og Bob skulle op, var det med tunge øjenlåg og trætte kroppe. De havde nemlig brugt halvdelen af natten på at diskutere livet og lege ”skibet er ladet med”. Grunden dertil var for meget sukker lige inden sovetid, hvilket nu kan skrives på listen over hvad der virker euforisk. Vi havde et stramt program fra morgenen med to forestillinger for børn fra fattige kvarterer og belastede familier. Første gruppe var svær, et hold på 30 børn mellem 5-17 år, som alle fra start var fraværende og svære at inddrage, men efter turen til danseland, gik det hele nemmere. Til slut viste de også en dans for os, som de havde arbejdet på længe. Alle børnene tror at Helene er en dreng, og de spørger hvorfor hun har kort hår når hun er en pige…. Så hun udlever rigtigt rollen som Bob til fulde. Børnene, i dag, spurgte også om vi var børn, teenagere eller voksne? Da vi fortalte vores alder, spurgte de om hvor mange børn vi havde ;) I deres verden er det meget normelt at få børn som 15 årige. Vi var lige ved at adoptere en af de små, det var ikke til at stå for hans mørke hundeøjne, når han spurgte om vi nogensinde kom tilbage, og derefter med et skuffet blik og sagde: nunca? (aldrig?)

Anden del, var andet forsøg på at lave en forestilling for ”Ponte en mi lugar” i Teatro Rafael Pombo. Vi var klar og sad og ventede på børnene, da vi fandt ud af at det igen ikke var planlagt ordentligt og at der heller ikke kom nogen børn i dag. Så tredje gang er lykkens gang! Vi krydser fingre for næste torsdag.

Vi havde inviteret Elkin, Angela ( vores musik assistent, som er super god god og snakker tysk) Oswaldo og Denise til hjemmebagt brød og Chai the i vores hjem. Vi fik snakket projektet igennem endnu en dag, som vi skal starte med dem denne søndag. Det er med mere fokus på kroppen og det har et socialt aspekt udfra hvad deres organisation normalt arbejder med.

Hen på eftermiddagen tog vi ned for at overgive ” Projekt Hjemmeside” til nogle unge mennesker som Fabian har foreslået vi kunne bruge til færdiggørelse af siden. Det er lidt mærkeligt at give det videre, vi er slet ikke vant til den slags luksus. Så planen er at den skal være oppe og køre 100 % på mandag !! JUBII, glæd jer!

Resten af vores uge er gået med det sædvanlige; møder, bearbejning af video og ubesvarede telefonopkald. Vi havde et spændende møde med et universitet, som gerne ville bruge vores projekt i undervisning til de pædagogik studerende. Vi skal så tage ud i forskellige børnehaver og lave forestilling og workshop, sammen med 5 studerende pr. gang. De virker meget interesserede og det kunne være spændende, måske vi kan udbygge projektet på den måde, så vi afventer svar.

Bogota, d.04.05.2010

Glade dage og Moby review

I dag har vi gjort endnu 70 børn og en skoleleder glad, det er bare så dejligt at danse og mærke hvordan tiden forsvinder når vi sammen med børnene træder ind i Bibbi og Bob´s verden med fortælling og dans. Helene havde en gruppe seje drenge som viste sig fra en ny side ifølge lærerne og blomstrede i takt med workshoppens gang. Til sidst viste hver enkelt gruppe hvad vi havde arbejdet med og børnene var stolte. Derefter stod den på autografer indtil hånden faldt af, men sådan er det vel at være kendt !! ;)

Og nu til alle moby fans, her kommer helene’s review af koncerten:

MOBY gav den rent ud sagt GAS!! Hele showet var afstemt til perfektion. Hver musiker og sanger spillede sammen som var de født til netop det. Lysshowet var prikken over i'et, det var varierende og passede perfekt til de forskellige sange. Det gav os, som desværre ikke stod forest, en fantastisk oplevelse af at være med i showet, selvom vi hverken fik røgen fra røgmaskinerne i øjnene, eller kunne se hans ansigtisudtryk. Det var bare en FEST!!! Det var helt sikkert årets FEST, og den vil blive ved mig som et fantastisk livligt minde, som jeg kan hive frem på grå regnvejrdage… og dem er der som sagt mange af i 2400 meters højde i regntid!

Bogota, d.30.04.2010

Kendisfest og panderynker

Vi har ”holdt fri” siden tirsdag, hvilket inkluderer enormt mange møder, frustrerende telefon opkald og ikke mindst reception med åbning af ny SPA i den rigere del af Colombia, sammen med alle spidserne fra byen…. Vi tog vores fineste tøj på og mødtes med Roy, vores kinesiske ”manager” og ambassadører fra Taiwan. Lokationen ”Wellness stedet” var super smukt, og man fik lyst til at hoppe i poolen, især efter 2 glas vin, lækker mad og temperatur stigningerne fra sauna til sauna. Det er helt sikkert et sted vi har lyst til at besøge igen, når vi rigtig skal forkæle os selv, efter nogle uger med ”Dans for børn” på betongulv….Vi snakkede og blev fotograferet med Carlos Vives, grammyvinder og en af de mest kendte indenfor traditionel colombiansk musik… Han laver også musik og teater for børn hver søndag på hans restaurant/ scene, hvor vi håber på at vi kan få en fod ind…Vi har tænkt os at spille det europæiske es!!

Med hensyn til projektet har vi haft nogle problemer med organisationen, eller rettere den manglende organisation. Det har været lidt frusterende og Mette er selvfølgelig derfor gået i gang med at finde 100.000 andre muligheder på hvordan det kan gøres, det har kostet 2 dages telefonopkald og mange rynker i panden. Vi er nået frem til selv at overtage det meste af organisationen og har hele næste uge booket med 6 forestillinger på skoler i fattige kvarterer. Det er mere arbejde fra vores side, men på samme tid kan det også give mere frihed.

Vi har besluttes os for at lave en dokumentarfilm omkring projektet, med en varighed på 35-45 min. Soraya og Dixon, to af vores venner har en organisation som hedder ”Video Movimiento”. De hjælper os med arbejdet og er med ude og optage forestillingerne. De er engle sendt fra himlen og vi har det altid sjovt mens vi arbejder!! Ideen er at kunne dokumentere projektet for vores sponsorer og på samme tid give jer et indblik i vores arbejde og være til inspiration for ligenede projekter i fremtiden.

I aften ser vi frem til at holde fri med lidt videoredigering, og en omgang salsa. I morgen skal vi noget meget spændende….VI SKAL TIL MOBY KONCERT…. !

Så det har været en uge med mange modsætninger, som vi nok må tilstå er en del af livet i Bogota.

Bogota, d.27.04.2010

Bogota: 237 børn, 40m dansevinyl, 2 forestillinger og to trætte dansere senere.

Så er ”Danza para niños” for alvor skudt i gang, og det er med et brag. Vi havde vores første to hele præsentationer, med uddeling/indsamling af spørgeskemer, præsentation og medvirkende glade børn. Begge præsentationer foregik i den fattige del af Bogota, Ciudad Bolivar. Den første var med 200 børn og den anden med 37. Personligt foretrækker vi helt klart 37 børn frem for 200.

Vi fik meget positiv response fra begge skoler, og børnene var utroligt opmærksomme og ivrige efter at danse gennem hele workshoppen. Vi havde medbragt vores eget dansevinyl som vi havde lejet af en anden dansegruppe. 4x10 meter gulv blev transporteret i en lidt for lille taxa, sammen med 5 mennesker. Gulvet blev rullet ud på skolen, tapet og klar til brug. Det hjalp en hel del imod alle stenene og uligheder som der er på en udendørsboldbane!

På den ene skole lavede vi forestilling udenfor, solen skinnede hele tiden og der var børn over det hele. Forestillingen var for alle, mens workshoppen var forbeholdt 3 klassetrin. Den anden præsentation var indenfor, hvilket vi helt klart foretrækker, da det meget nemmere at samle børnenes opmærksomhed i et lukket rum, end det er udendørs hvor energien fiser til vejrs. Begge forestillinger var dog super vellykkede og nu er vi trætte.

Andre skoleledere var til stede og vilde med det vi lavede. De havde tidligere fået tilsendt vores materiale, men har først reageret nu hvor vi er her. Så vi er allerede blevet booket til at komme tilbage til Cuidad Bolivar d. 7. Maj.

I går havde vi forpremiere, hvilket ikke var helt vellykket. Vi havde fået lov til at låne et kendt børneteater i byen, og inviteret børnene fra ”Ponte en mi Lugar” omkring 60 børn til forestilling kl. 10. En time senere, var der stadig ikke dukket nogle børn op, så Bibbi og Bob gik på opdagelse i la Candalaria for at finde dem. Det lykkes os dog kun at finde 5 stk, da de andre ved en fejltagelse var blevet sendt til en anden aktivitet. Så der stod vi 2 dansere, 1 skuespiller, 1 lydmand, 2 psykologer som undersøger børnenes reaktioner, og en kameramand, og havde kun 30 min til at lave 75 min forestilling/workshop. Improvisation og tålmodighed er nogle man bliver gode venner med. Så det er rigtigt nok; at når forpremieren går dårligt, bliver premieren god!!

Og det var lige præcis det vi oplevede i dag!

Bogota, d.23.04.2010

Uge update

Vi har haft super travlt, kalenderen har været booket med møde på møde, og kulturelle indslag.

Holdte møde med Coca Cola og Fundacion Seré for at se om de var villige til at sponsorere dele af projektet. Det tog sin tid at få adgang til bygningen og vi skulle både aflevere pas og have numre fra Coca cola for at få lov til at træde ind i ”The world of coca cola” . Det hele var rødt og fyldt af reklamer som i nok kan forestille jer… men man fk ikke mere lyst til at drikke Coca cola af den grund. De var desværre ikke så interesseret i projektet ”dans er godt, men vores politik…..” Vi har hørt det hele før, men de var 1 af 10, vi forsætter bare!!

Catalina har haft travlt med at skaffe andre sponsorer, da projektet er blevet udvidet til at vi også skal optræde sammen med indianergruppe fra Choco, og de også skal tjene til mad og bolig. Vi har fundet en kompetent pige til at lave lyd og evt linoleum gulv som v ikan tage med ud til forestillingerne, hvis alt går som planlagt i dag.

I går havde vi et lidt større kulturelt forretningsmæssigt sammenstød. Efter at vi fik tilskud fra statens kunstråd, har vi selvfølgelig fortalt vores samarbejdspartnere i Colombia at vi har fået indækket vores transport og leveomkostninger imens vi laver projektet og derfor kan arbejde på frivillig basis, fordi at det er vigtigt for os at børn får mulighed for at deltage i projektet. En af organisationerne troede så at det betød at vi villle give dem 10.000 kr til deres transport omkostninger og del af projektet. Hvilket vi så måtte skuffe dem og sige at vi kun kan sørge for vores egen del. Så der opstår hele tiden misforståelser og ændringer i projektet selvom vi har arbejdet længe på det.

Mandag er vores første forestilling. Vi har fået lov til at låne Teatro Rafael Pombo og har inviteret institutionen ”Ponte en mi lugar”. Det er den organisation hvor vi først boede og hvor Elkin nu bor gratis. Det er vigtigt for os at vise dem at vi værdsætter deres gæstfrihed og det bliver spændende at arbejde med så forskellige børn. De er mellem 4-14 år, og er alle udsatte børn, hvis forældre er prostituerede eller narkomaner og derfor kommer de i institutionen hvor de får lov til at tage forskellige klasser, lege og være børn.

Det mest opløftende denne uge har været at få lov til at danse. Der er en festival for moderne dans på universiteter i denne uge, og i den anledning havde de inviteret til gratis workshop onsdag og tors, 3 timer dagligt. Det var med en ung nyuddannet fyr, Tarak Halaby, som har gået på P.A.R.T.S, og nu var i Colombia for at deltage i festivalen. Super dejligt at få rørt kroppen og ikke selv skulle bestemme hvad der skal laves eller hvordan.

Vi har endelig har tid til at se nogle af vores venner, det er som om vi ikke har været væk, og det er dejligt at man har sådan et stort netværk i en by som er så stor og overvældende til tider. Ikke mindst fordi det er noget som er stabilt, i et eller så hektisk hverdag.

Pablo var på besøg, og vi lavede Bibbi og Bob figurer i en form for cernit, til brug i forestilingen. Vi har fire forskellige udgaver, og de er så fine!

Lige nu sidder vi i vores hjem og opdaterer hjemmesiden og bloggen og har derefter 2 møder og træning inden weekenden. Vi skal nok prøve at holde lidt fri, nyde solen, colombiansk kaffe og selskabet med venner på landet inden vi transformerer os til Bibbi og Bob på dagsbasis i næste uge.

Bogota, d.18.04.2010

På marked.

Endelig en dag hvor der var tid til at snakke med familien hjemme i dk. Det giver en ro at få snakket med dem, og vide at Danmark stadig er lige så flat og forårsfinurlig som da vi tag afsted.

Ja, lige bortset fra en vred vulkansk støvsky som giver europas flytrafik kamp til stregen.

Tilbag til Bogota, hvor flytrafikken er som den plejer og taxaerne stadig forsøger at komme først frem. Fundacion Periferia tog os med på et vidunderligt frugt og grøntsagsmarkede lige 5 min i taxa fra vores hjem. Det var helt fantastisk at være omgivet af duftene fra de friske frugter og grøntsager, og vi brugte et par timer på at gå rundt og udvælge de lækreste frugter og de grønneste grønsager, på bedste Jamie Oliver maner. Nu er lejligheden lidt mere hjemlig. Det bugner med frugt og grøntsager i vores lille hjem, det varmer om hjertet. Tænk sig. 6 mangoer for 12,5 kr. Jeg er i himmelen.

Der er Euro Cine en filmfestival med europæiske film, for tiden. Vi var inde og se den norsk film LØNSJ, en sirlig, finurlig og skrækkelig film. Det var dejligt at se noget ”hjemmefra” og en mærkelig modsætning at gå ud derfra og møde de colombianske vibrationer, lyde og lugte.

Bogota, d.17.04.2010

Video Danza.

Vi fik handlet det vigtigste ind og brændt dvd’er med ”Bibbi y Bob” til vores samarbejdspartnere.

Resten af dagen gik i selskab med Video Danza. Vi så hvordan de arbejder og nød en forestilling med nogle nyuddannede dansere. Der var en slående lighed med mange af de andre forestillinger vi har set., men mange colombianske kunstnere beskæftiger sig også rigtig meget med de store sociale problemer, som landet har. Der gik hul på skyerne over Bogota og vi nød at have tag over hovedet og drikke colombiansk kaffe og spise Anton Berg choloade, medbragt fra dk, sammen med Soraya og Dixon (Video Danza) mens vi diskuterede dans i Bogota. De tog os med til en solo forestilling med en skuespiller som Elkin tidligere har arbejdet sammen med. Han optrådte på det mindste teater jeg nogen sinde har set. mini mini mini mini højest 4 gange 5 meter og publikum var stablet som sild i en tønde. Det var helt fantastisk!!! Han arbejdede med et simpelt emne, hvorfra han trak de mest karakteristiske træk. Det var enkelt, rørende og hylende morsomt.

Bogota, d.16.04.2010

Verden er lille.

Vi startede dagen med at undervise i Gyrokinesis, fordi yoga var aflyst. Det var super og overraskende frisk at komme igang med at undervise igen.

På vejen hjem løb vi ind i Video Danza, den organisation som har tilbudt at filme og hjælpe med at dokumentere vores projekt. De er utroligt kompetente, og arbejder meget med dans for børn, og at filme danseforestillinger. Det føles helt rigtigt at arbejde med dem!

Det var også dagen, hvor vi skrev under på lejekontrakten og flyttede ind i vores nye hjem. Calle 13 # 3-48, en del af den historiske bydel la Candelaria. En adresse som skal danne base for vores arbejde. Der hvor vi kan gå hjem og lade op. Det er mærkeligt upersonligt, med møbler og billeder som ikke er vores, men jeg håber at det bliver bedere når vi kommer rigtigt på plads. Det skal siges, at vi desværre ikke fik drømmelejligheden med tagtaresse, men fandt en møbleret billigere lejlighed i samme bydel.

Aftenen var lidt hektisk. Den blev fyldt ud af et lille møde med Fundacion Periferia, en masse mennesker til Septimazo (En stor gade som bliver lukket til festligheder hver fredag aften, og så er der bare gang i den) en reception med Video Danza og en danseforestilling med L’explose. Foreslillingen var ikke at råbe vildt højt hurra for, men det havde nok meget at gøre med at vi var trætte, udmattede og sultne efter den lange dag, og de mange km vores ben fik tilbagelagt. Bogota er en stor by.

Bogota, d.14.04.2010

En dag fyldt med modsætninger.

Vi har oplevet hvordan fattige indianer bor i en forstad som snor sig op af bjergenes sider, og hvordan en penthouse lejlighed på 13. etage, i 3 etager, med tagteresse og syngende udsigt over Bogotas levende gader, tårner frem af skyerne.

Sidst men ikke mindst har vi begge hentet os et par røde kinder. 2400 m er tættere på solen end vi er vant til!

Kl 8 mødtes vi med vores kontakt til Fundacion Seré, og tog længere sydpå, end nogen af os har været før. Målet var en indianer familie, som efter planen skal med ud og optræde på nogen af skolerne. Stammen blev nødt til at forlade deres hjem i junglen for 7 år siden, fordi paramilitæret og kampen om deres jord gjorde det for farligt for dem at bo der. Nu bor 30 ud af 200 stammemedlemmer under samme tag i en af de fattige forstader som er spredt ud over bjergsiderne omkring Bogota.

Det var et rørende og superspændende besøg, hvor vi fik indblik i gamle indianertraditioner blandede med overlevelse i en storby. Der blev holdt et møde hvor 20 af medlemmerne inklusiv familiens overhovede, en varm gammel mand, deltog. Det var rørende at se hvordan de krøb sammen på sengen af kulde, og sad i krogene i huset og lavde deres lektier, samt arbejdede på armbånd lavet af palmeblade. Detaljerne omkring forestillingerne på skolerne blev drøftet på mødet, og det blev besluttet at de skal ligge tidligt, så børnene kan nå i skole til middag.

Vi blev budt på hjemmelavet indianerbrød, mens de fortalte at de ikke kunne betale gasregningen, og derfor måtte lave mad over bål ude i deres have/mudderhul/baggård. Hvis man ikke får dårlig samvittighed af at spise deres mad, så ved jeg ikke af hvad. De fortalte om hvordan de forsøger at holde traditionerne i live, ved at fremstille smykker og krukker som de sælger i Bogota.

Efter besøget gik vi rundt i byens stejle gader, og besøgte flere skoler. Skolerne har en hver især en portner som sørger for at det kun er de rigtige mennesker som kommer ind. Det var spændende at se den store forskel der var på skolerne, selvom de alle ligger i fattige egne. Den ene skole var kold, med beton skolegårde og mursten, den anden, hvor de fleste indianerbørn går, var fuld af blomster og planter. Vi fik en kæmpe rundvisning, og blev overvældede af alt den smukke natur og kreativitet som kom os i møde. Vi så endda en kolibri :D

Vi spiste middag hos vores samarbejdspartner, Maria Esperanza, som har været i danmark flere gange. En meget colombiansk-antropologisk pige, som brænder for arbejdet med indianerne.

Hele eftermiddagen har vi så brugt på at lede efter lejligheder. Gang på gang blev vi overraskede af smukke baggårde og skønne lejligheder med trægulve. Vi faldt pladask for en lejlighed i to etager med tagteresse i to niveauer. Men den mangler møbler… et temmelig vigtigt lille problem, som vi har tænkt os at løse.

Bogota, d.13.04.2010

Efter en lang flyvetur og køb af to billetter til Quito, Ecuador ( dumme visa regler) i juli, er vi nået frem. Efter de 24 timers rejse ankom vi til Bogota. Det virkede meget kendt at sidde i taxien som kører kaotisk og prøver at komme først frem i den store trafik. Lydene og lugten er den samme, og man mærker straks at man er i 2400 meters højde hvor vejrtrækningen ikke er så let som i Danmark. Vi er blevet inkvarteret hos en samarbejdspartner i den historiske bydel La Candalaria. Organisationen hedder ”Fundacion Ponte en mi Lugar” og arbejder med gade- og andre udsatte børn. Jetlacket har allerede slået mig og uroen i min krop siger at den ikke er træt mere. Så nu sidder jeg her kl. 4 om natten og starter denne dagbog. Bekymringer og forventninger støder forvirret ind i hinanden i mit hoved, for nu tager dette projekt form. Vi er i Colombia, vi er godt forberedt hjemmefra, har fået støtte og klar til at danse for og med børn. Det vi har drømt og længes efter at gøre de sidste 6 måneder skal nu føres ud i livet. Vi er så heldige at have mødt nogle mennesker som støtter os i vores arbejde og som også ønsker at gøre den verden vi bor i til at lidt bedre sted, som vi vil tilstå med dans.

Denne uge har vi møde med alle vores samarbejdspartnere. I dag skal vi mødes med chefen Catalina Heincke fra ”Fundación Seré”. Vi skal have gennemgået tour planen og hvordan vi financielt har tænkt os at forholde os til projektet. Jeg ved hun har ønsker om at dokumentere projektet med en pædagogisk synsvinkel hvor vi evt. skal kigge på at oploade en video til børnene, hvor de kan lære dans med ”Bibbi og Bob” online. Der skal diskuteres materiale og tidsplan.

Senere denne uge skal vi mødes med Asociacion Periferia og Unicef Colombia for at se om de på nogen måde vil yde støtte til projektet.

Vi regner med at have et møde med Roy i denne uge hvor vi skal planlægge hvornår vi skal filme en forestilling og vise den på nationalt tv. Han vil også sørge for at få skrevet nogle artikler til aviser.

Vi er fulde af forhåbninger og glæder os til at komme igang.