tirsdag den 27. april 2010

Bogota, d.27.04.2010

Bogota: 237 børn, 40m dansevinyl, 2 forestillinger og to trætte dansere senere.

Så er ”Danza para niños” for alvor skudt i gang, og det er med et brag. Vi havde vores første to hele præsentationer, med uddeling/indsamling af spørgeskemer, præsentation og medvirkende glade børn. Begge præsentationer foregik i den fattige del af Bogota, Ciudad Bolivar. Den første var med 200 børn og den anden med 37. Personligt foretrækker vi helt klart 37 børn frem for 200.

Vi fik meget positiv response fra begge skoler, og børnene var utroligt opmærksomme og ivrige efter at danse gennem hele workshoppen. Vi havde medbragt vores eget dansevinyl som vi havde lejet af en anden dansegruppe. 4x10 meter gulv blev transporteret i en lidt for lille taxa, sammen med 5 mennesker. Gulvet blev rullet ud på skolen, tapet og klar til brug. Det hjalp en hel del imod alle stenene og uligheder som der er på en udendørsboldbane!

På den ene skole lavede vi forestilling udenfor, solen skinnede hele tiden og der var børn over det hele. Forestillingen var for alle, mens workshoppen var forbeholdt 3 klassetrin. Den anden præsentation var indenfor, hvilket vi helt klart foretrækker, da det meget nemmere at samle børnenes opmærksomhed i et lukket rum, end det er udendørs hvor energien fiser til vejrs. Begge forestillinger var dog super vellykkede og nu er vi trætte.

Andre skoleledere var til stede og vilde med det vi lavede. De havde tidligere fået tilsendt vores materiale, men har først reageret nu hvor vi er her. Så vi er allerede blevet booket til at komme tilbage til Cuidad Bolivar d. 7. Maj.

I går havde vi forpremiere, hvilket ikke var helt vellykket. Vi havde fået lov til at låne et kendt børneteater i byen, og inviteret børnene fra ”Ponte en mi Lugar” omkring 60 børn til forestilling kl. 10. En time senere, var der stadig ikke dukket nogle børn op, så Bibbi og Bob gik på opdagelse i la Candalaria for at finde dem. Det lykkes os dog kun at finde 5 stk, da de andre ved en fejltagelse var blevet sendt til en anden aktivitet. Så der stod vi 2 dansere, 1 skuespiller, 1 lydmand, 2 psykologer som undersøger børnenes reaktioner, og en kameramand, og havde kun 30 min til at lave 75 min forestilling/workshop. Improvisation og tålmodighed er nogle man bliver gode venner med. Så det er rigtigt nok; at når forpremieren går dårligt, bliver premieren god!!

Og det var lige præcis det vi oplevede i dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar